Generelt om kloakering i planperioden
På grund af stigende regnmængder, som følger af klimaændringerne, er der større risiko for oversvømmelser. Oversvømmelse sker, når vandet fylder afløbssystemerne op og stuver over terræn.
Det er Herning Kommunes overordnede mål, at regnvand så vidt muligt skal håndteres lokalt. Dette skyldes hensyn til den naturlige hydrologi, nærrecipienterne, klimatilpasningen og den lokale grundvandsdannelse. Spildevandet sendes til renseanlæggene og regnvandet håndteres (nedsives mv) lokalt i de områder, hvor det kan lade sig gøre.
I nye byggemodningsområder, hvor kommunens nedsivningskort viser, at nedsivning enten "er mulig", eller "måske er mulig", skal mulighederne derfor undersøges nærmere med nedsivningsundersøgelser. Se endvidere en nærmere beskrivelse af processen forud for beslutning af om et område regnvandskloakeres i afsnittet "regnvandsafledning i planperioden:Retningslinjer og principper" under "lokal afledning af regnvand - LAR".
I ny byggemodningsområder, hvor der ikke er mulighed for lokal håndtering af regnvand, vil der blive anlagt regnvandskloak og regnvandet ledes til regnvandsbassiner med udløb til en recipient.
Separatkloakering
Den overordnede tidsplan for separeringen er i denne spildevandsplan inddelt i intervaller på 5 år for at sikre fleksibilitet i detailplanlægningen. Tilsvarende får de berørte grundejere en frist på 5 år fra orientering til udførsel. Se mere om fristen og orienteringen af de berørte grundejere i afsnittet "Adskillelse af regnvand og spildevand".
Prioriteringen af områder der skal separatkloakeres i Herning Kommune i den kommende planperiode ses i afsnittet "regnvandsafledning i planperioden:Retningslinjer og principper" under "Igangsættelse af planlagt separering" og i afsnittet "Økonomi- og tidsplan" til opdeling af aktiviteter efter kategorisering af indsats (= aktivitets- og tidsplan).
Den overordnede plan for separering af fællessystemet i de enkelte områder er ofte, at påbegynde separering nærmest regnvandsudløbet og etapevis arbejde sig herfra mod yderområderne.
Nedenstående faktorer har indflydelse på hvordan de faktiske separeringsetaper gennemføres.
Inden for de givne økonomiske rammer tages, i etapeplanlægningen, således hensyn til:
- Koordinering med andre anlægsaktiviteter (vejarbejder mv.)
- Forsyningssikkerhed - fokus på de fællessystemer der forfalder hurtigst
- Driftsoptimering (pumper, renseanlæg mv.)
- Oversvømmelsesrisici
- Miljørelaterede krav (indsatskrav i vandområdeplaner, recipienttilstand mv.)
- Ændringer i renseanlægsstrukturen (overpumpning af regnvand undgås).
- Brud på transportledninger.
Implementering af separeringsaktiviteterne omfattet af spildevandsplanen tilpasses løbende i overensstemmelse med resultaterne af den kontinuerlige monitering der gennemføres af Herning Vand A/S.
Moniteringen dækker områder som: Fysisk tilstand af anlæggene, driftstilstand af anlæggene, miljøkrav, koordineringsbehov, rotteplager, indsivning etc. I det omfang tilpasningen ikke kan rummes inden for tids- og aktivitetsplanen vil der være behov for udarbejdelse af tillæg til spildevandsplanen.
Planer for eksisterende, uforsinkede regnvandsudløb
Der forventes etableret ca. 15 nye bassiner før eksisterende udløb af separat regnvand. Formålet er at forsinke og rense regnvandet. De udpegede bassiner er prioriterede - dels for at aflaste de hydraulisk mest sårbare vandløb først, dels for at opnå synergieffekter når der er separeringer gang af nærliggende fællessystemer.
Bassinerne etableres i overensstemmelse med den overordnede tidsplan. Dette betyder følgende:
- Forsinkelse af uforsinkede regnvandsudløb til Rødding Å i Vildbjerg
- Forsinkelse af uforsinkede udløb til Tyvkær Bæk
- Forsinkelse af visse uforsinkede udløb til Trankjær Bæk i Vildbjerg
- Forsinkelse af uforsinket udløb til Holtum Å syd for Fasterholt
- Forsinkelse af uforsinkede udløb til Nordre Kanal i Herning
- Forsinkelse af uforsinkede udløb til Løven Å ved Ørre
- Forsinkelse af uforsinkede udløb til Herningsholm ved Sinding
- Forsinkelse af uforsinkede udløb til Spåbæk ved Ørnhøj