Vejene i Herning Kommune er enten statsveje, kommuneveje, private fællesveje eller private veje med én ejer.
Udgifter til anlæg, drift og vedligeholdelse af vejafvandingsanlæg i Herning Kommune afholdes af vejens ejer/vejbestyrelsen (Vejdirektoratet, Herning Kommune eller private ejere). I veje med kloakker ejet af Herning Vand A/S, udgør vejbrønde (rendestensbrønde og trugbrønde) med tilhørende stikledninger til hovedledningen altid en del af vejanlægget og skal vedligeholdes af vejbestyrelsen sammen med vejen.
Før vejafvandingsanlægget tilsluttes Herning Vand A/S's ledninger, skal tilslutningen godkendes af Herning Kommune. Herning Vand A/S vurderer om der er behov for forsinkelse af vandet før tilslutningen.
Afledning af vand fra vejene administreres i kommunen på følgende vis (kortlægning af vejafvandingen for de eksisterende veje er en del af planens aktiviteter, hvorfor nedenstående ikke kan siges at være fuldt ud dækkende for alle de eksisterende veje):
Indenfor kloakoplande
Hvor der er separatkloakeret eller fælleskloakeret, kan regnvandet fra veje ledes til henholdsvis regnvandskloakken og fælleskloakken. Vejbrønde, vejdræn og stikledninger, der er ført frem til en hovedledning tilhørende Herning Vand A/S udgør en del af vejens udstyr og skal derfor kontrolleres og vedligeholdes af vejens ejer/vejbestyrelsen eller ejerne af de tilgrænsende ejendomme med vejret/grundejerforeningen. Vedligehold sikrer, at vejens afledningsudstyr altid fungerer efter hensigten. Dette sker for at sikre Herning Vands afløbssystemer og regnvandsbassiner mod overbelastning.
Hvor nyanlagte ledninger kun afvander veje, er disse ledninger også en del af vejens udstyr og vedligeholdelse påhviler derfor alene vejens ejer/vejbestyrelsen eller ejerne af de tilgrænsende ejendomme med vej-ret/grundejerforeningen. Dette gælder også bassiner, sandfang, olieudskillere og udløb fra ledninger, der kun betjener veje.
Ved afledning af regnvand fra veje i områder, hvor ejendommene ikke er kloakeret for regnvand, er det som udgangspunkt ejeren af vejen, der har ansvaret for at etablere et afvandingssystem til håndtering af vand der afledes fra vejen inkl. evt. olieudskiller og etablering af regnvandsbassin. Anlægget skal godkendes af Herning Kommune før det må anlægges og drives. Vejafvandingen tilsluttes enten til et offentligt afløbssystem (f.eks. i et andet opland) eller vandet afledes direkte til recipient via bassin.
Følgende tilladelser skal foreligge før der må afledes vand fra veje inden for kloakoplande. Tilladelserne søges ved Herning Kommune. Herning Kommune gennemfører høring v. Herning Vand A/S før der træffes afgørelser:
- Tilslutningstilladelse søges hvis vejens ejer ønsker at tilslutte vejvandet til afløbssystemet.
- Udledningstilladelse søges hvis vejens ejer ønsker at udlede vejvandet direkte til recipient. Ved direkte udledning til recipient vil der oftest være krav om etablering af regnvandsbassin.
- Nedsivningstilladelse søges hvis vejens ejer ønsker at nedsive vejvandet i jorden. Om vejvandet kan- og må nedsives afhænger af trafikintensitet og beliggenhed.
- Før der sker nye tilkoblinger af vejdræn til afløbssystemet, skal vejens ejer søge om tilslutningstilladelse ved Herning Kommune.
Da den eksisterende afledning af vand fra veje indenfor kloakoplande i Herning kommune ikke er fuldstændigt kortlagt, er kortlægning en opgave som er indeholdt i denne plan.
Udenfor kloakoplande
I det åbne land sker vejafvanding fra mindre og/eller ældre veje ofte til grøfter hvorfra vandet nedsiver og i nogle tilfælde delvist afleder til recipient (afhængig af beliggenhed og topografi mv.). Nyere og større veje er dog anlagt med eget afvandingssystem og forsinkelse før der afledes til recipient.
Følgende tilladelser skal foreligge, før der må afledes vand fra veje uden for kloak-oplande. Tilladelserne søges ved Herning Kommune:
- Udledningstilladelse søges hvis vejens ejer ønsker at udlede vejvandet direkte til recipient. Ved direkte udledning til recipient vil der oftest være krav om etablering af regnvandsbassin.
- Nedsivningstilladelse søges hvis vejens ejer ønsker at nedsive vejvandet i jorden. Om vejvandet kan- og må nedsives afhænger af trafikintensitet og beliggenhed.
Da den eksisterende afledning af vand fra veje udenfor kloakoplande i Herning kommune ikke er fuldstændigt kortlagt, er kortlægning en opgave som er indeholdt i denne plan. Dette vil medføre, at Herning Kommune i løbet af planperioden vil etablere et konkret grundlag for administrationen af vejvand.