Etablering af spildevandsanlæg på enkeltejendomme i det åbne land forudsætter, at der er givet en tilladelse hertil fra Herning Kommune.
Ændring af afløbsforholdene på en ejendom vil ofte også medføre krav om en ny spildevandstilladelse. Det vil typisk være relateret til nybyggeri eller væsentlige ombygninger. F.eks. vil bygning af et nyt stuehus eller etablering af et ekstra badeværelse medføre krav om en ny spildevandstilladelse.
Når der gives en spildevandstilladelse, vil der blive stillet vilkår til anlægget. Vilkårene skal sikre, at grundvand og/eller vandområde beskyttes så godt som muligt.
Det er grundejeres pligt at sørge for, at afledning af spildevand sker efter gældende regler. Grundejere har også ansvar for, at oplysninger om spildevandsforhold er korrekt registreret i BBR-registeret.
Nedsivningsanlæg
Nedsivningsanlæg kan etableres hvis jordbunden er egnet og grundvandsstanden ikke er for høj. Der må heller ikke være risiko for forurening af vandforsyninger eller grundvand som er planlagt anvendt til drikkevand.
Kort som vejledende viser hvor der kan nedsives, kan ses her.
Private, fælles spildevandsanlæg
Uden for kloakområder kan der opnås tilladelse til etablering af fælles, private spildevandsanlæg (ledninger og renseforanstaltninger), hvis grundejere ønsker at etablere en fælles spildevandsløsning. Det kræver etablering af et spildevandslaug, og området skal derefter indgå i Herning Kommunes spildevandsplan. Det kræver at der laves tillæg til spildevandsplanen. Spildevandslauget skal søge tilladelser ved Herning Kommune.
Tilslutning til Herning Vand A/S' spildevandsanlæg
Områder uden for kloakoplande kan tilsluttes Herning Vand A/S's spildevandsanlæg, når ledningen til tilslutningen forbliver privat. Det kan for eksempel dreje sig om fritliggende ejendommens tilslutning til en hovedledning i det åbne land.
I disse tilfælde er det grundejere der etablerer, ejer og vedligeholder anlægget frem til tilkoblingen til den offentlige ledning. Ledningerne må kun lede spildevand. Regnvand skal håndteres lokalt. Når spildevandsplanen revideres, tages tilsluttede ejendomme med i et kloakopland, og anlæg registreres som private spildevandsanlæg.
Forbedret rensning af spildevand i det åbne land
I Statens Vandplaner 2009-2015 er det forudsat, at tidligere indsatser over for spildevand i det åbne land er gennemført (baseline). Spildevandet fra oplande til vandløb, som i den daværende Regionplan for Ringkøbing Amt 2005 var udpeget som påvirkede af husspildevand, skal altså være renset nu.
Hvis der konstateres nye udledninger i disse oplande, vil der blive givet påbud om forbedret rensning af husspildevand.
Renseklasser
I spildevandsbekendtgørelsen er der fastsat fire renseklasser med tilhørende krav til reduktion af organisk stof, fosfor og ammoniak/ammonium, som gælder i det åbne land:
SOP: Skærpet krav til reduktion af organisk stof og fosfor + krav til ammoniakreduktion gennem nitrifikation
SO: Skærpet krav til reduktion af organisk stof + krav til ammoniakreduktion gennem nitrifikation
OP: Reduktion af organisk stof og fosfor
O: Reduktion af organisk stof
Print dette punkt